Bageforme fra andre lande (end Frankrig)
Måske har du set vores guide til franske bageforme? Men franskmændene er naturligvis ikke de eneste, der går op i de rigtige bageforme. Andre lande har også en rig tradition for kager, bagværk og gode historier. Se vores guide til disse bageforme her.
Kougelhopf bageformen fås fra Ø 16 cm til Ø 26 cm
Kougelhopf
Også kendt som gugelhupf, kugelhupf, guglhupf, kouglof og kougelhof.
En kougelhopfkage er lavet af en blød gærdej og bagt i en høj, cirkulært drejet form med en fordybning i midten. Fordybningen i midten er vigtig, fordi den fordeler varmen i kagen under bagningen, så den bliver ordentligt gennembagt.
Kagen er populær i Sydtyskland, Alsace og det meste af Centraleuropa, hvor den har hver sine smagsvariationer. Den kan indeholde rosiner, mandler, tørrede frugter overhældt med likør, kakao eller chokolade.
I middelalderens Østrig blev kougelhopf serveret ved festlige begivenheder, som f.eks. bryllupper, hvor kagen var pyntet med blomster, lys og årstidens frugter. I det senere Østrig-Ungarske Rige var en traditionel kougelhopf smagt til med mandler og rosenvand. Da Marie-Antoinette blev dronning af Frankrig i 1774, gjorde hun kagen fra sit hjemland populær blandt franske bagere (at Marie-Antoinette skulle have sagt "Så lad dem spise kage" da hun blev præsenteret for fattige franskmænd der ikke havde råd til brød, er for resten en myte).
I første halvdel af 1800-tallet blev kougelhopf betragtet som lidt af et statussymbol og den østrigske kejser Franz Joseph holdt meget af kougelhopf.
Beboerne i Alsace er dog overbeviste om at den populære kage, stammer fra netop deres region. Hvert år den anden søndag i juni afholdes der er en Gugelhupf-festival (Fête du Kougelhopf) i byen Ribeauvillé.
Muffin bagepladen giver muffins fra Ø 4,3 cm til Ø 9 cm
Muffin
En muffin er to vidt forskellige stykker bagværk, afhængigt af om den indtages i England eller USA.
Den engelske muffin er en lille, flad gærdejsbolle, der spises som toast, som du måske kender fra den klassiske ret Eggs Benedict.
Den amerikanske muffin er ikke lavet af gærdej, men af en dej, som hæver ved hjælp af hævemidler som bagepulver og natron. Den findes i et utal af variationer, men fælles er at konsistensen på dejen opnås ved at bruge flydende fedtstof (madolie eller smeltet smør) i kombination med at hævemidlet reguleres efter surheden af dejen.
Da dejen er relativt flydende bages den i en muffinform, som enten kan være lavet i metal, silikone eller papir. Fordelen ved papirformen er at man slipper for opvasken bagefter, til gengæld så flyder kagen mere ud og til tider sidder papiret, som ikke smager specielt godt, grundigt fast på kagen.
Metalforme kræver opvask, men giver til gengæld en sprødere skorpe. Silikoneforme er lette at vaske op, giver en smuk facon på kagen, men giver ikke så sprød en skorpe som metalforme.
Man mener at det var britiske emigranter, som bragte muffinen til Nordamerika, hvor de første opskrifter findes i kogebøger fra 1800-tallet. Men den amerikanske muffin blev for alvor populær, da store cafékæder som Starbucks begyndte at sælge dem i 1980’erne. Deres popularitet kan ses på, at der endda er tre stater i USA, som har erklæret en officiel stats-muffin: blåbær i Minnesota, æble i New York og majs i Massachusetts.
Siden er muffinen på caféer også vokset en hel del i størrelse og kalorier!
Muffins er i øvrigt ikke det samme som cupcakes. Selvom sidstnævnte har en lignende form som muffins, indeholder de normalt ingen nødder eller lignende og er pyntet med en frosting lavet af creme eller glasur.
Cannoli
Cannolo
Cannolo (ental) og cannoli (flertal) kommer fra det latinske "canna", som betyder "lille rør". Cannoli er en italiensk kage fra Sicilien: rørformede friterede skaller af sød dej fyldt med ricotta. Dejen rulles sammen om røret og friteres i olie, hvorefter den fyldes med creme.
Cannoli stammer helt tilbage fra 900-tallet, hvor de arabiske sultaner regerede over Sicilien. Efter sigende skulle konkubinerne i en sultans harem have bagt disse kager, for at få hans opmærksomhed. Udover at kagerne smagte vidunderligt godt, skulle den aflange falliske form have været en hyldest til sultanen. Senere blev cannoli tilberedt og serveret til den katolske kirkes karneval på øen, som et slags fertilitetssymbol.
I dag spises cannoli dog året rundt. På Sicilien er der tradition for, at serveres der cannoli for gæster, så skal der være mindst 12 stk. på fadet.
Flanforme fås fra Ø 6 cm til Ø 12 cm
Flan
En flanform er egentlig bare en tærteform med glatte sider, i modsætning til mere traditionelle forme med bølgede sider. Det engelske ord "flan" henviser til en åben tærte.
Angel Cake (eller englekage)
Den første opskrift på den amerikanske Angel Food Cake findes i Isabella Stewarts kogebog The Home Messenger Book of Tested Recipes fra 1878 og siden er den særlige kage kun blevet mere og mere populær i The United States of America.
Kagen er en hvid sandkage eller "sponge cake", men det særlige ved den er, at den laves uden smør. Dejen består af stiftpiskede æggehvider, mel, sukker og bagepulver, hvilket gør kagen blød og meget luftig. Kagen er så let at "engle ville kunne spise den og flyve væk bagefter, uden at blive tynget ned."
Måske derfor serveres kagen også ofte til begravelser i afroamerikanske menigheder, hvor den afdøde nu er i himlen hos englene. Hos de Pennsylvania Dutch sættes den derimod på bordet til bryllupper, hvorved brudeparret velsignes af engle.
Den særlige bageform gør at dejen kan hæve meget og jævnt, ligesom den afkøler kagen på en måde der forhindrer den i at falde fra hinanden efter bagning. Formen skal ikke smøres, og kagen burde forholdsvist nemt kunne løftes af den bagte kage. Den færdige kage dryppes med en sød frugtsauce, bliver smurt med frosting eller dekoreres med bær og chokolade.