Gryder og pander


Andre kategorier


Gryder og pander til induktion, gas og andre komfurer

Kategorien GRYDER OG PANDER indeholder alt til madlavning over blusset i køkkenet: Gryder, stegepander, kasseroller, sauterpander, sauteuser, grillpander, bradepander og meget mere – i rustfrit stål, kobber, pladejern, støbejern og aluminium – alt i høj kvalitet. Vores sortiment passer til induktion, gas, masseplade, glaskeramisk eller åben ild. Du finder samme udvalg i vores Kunst og Køkkentøj butikker i København og Aarhus.

I Kunst og Køkkentøj tester vi alt køkkenværktøj; også udstyr som gryder og pander. Og efter vores mening er gryderne fra Spring nok de bedste, man kan købe. Springs gryde er karakteriseret ved hurtig opvarmning og god temperaturkontrol. Gryden er fremstillet i tre lag aluminium, indkapslet mellem to lag magnetisk rustfrit stål. Disse lag af aluminium, der er ført med op langs grydens sider gør, at varmen fordeler sig effektivt fra bunden til hele gryden. Det giver hurtig opvarmning og god temperaturkontrol, idet gryden ikke alene varmer fra bunden, men også fra siderne. Gryderne fra Proff-Line er også glimrende, og et godt valg til prisen. Proff-Line gryder er med solid sandwichbund og en kerne af aluminium indkapslet i rustfrit stål, som sikrer en hurtig og jævn varmefordeling. Vi forhandler i øvrigt ikke grydesæt, da vi mener, man kun skal investere i de størrelser gryder, man reelt har brug for.

Stegepanden i pladejern er et godt valg til køkkenet: Den tåler høj varme og kan holde hele livet, hvis man behandler den ordentligt. Panderne er produceret af de Buyer i Frankrig, og er en del af serien Carbone Plus. Panderne er lavet af kulstål uden overfladebehandling, og vil med tiden blive mørke, hvilket kun bidrager til en naturlig non-stick effekt.

Vi præsenterer et stort udvalg af gryder, kasseroller og pander i kobber, fra franske de Buyer. Alle delene kan bruges på gas, keramisk komfur, masseplade og den magnetiske bund gør, at de også fungerer på induktion. Både kobbergryderne og kobberpanderne er konstrueret af 90 % kobber og 10 % rustfrit stål. Kobberet findes på ydersiden og den rustfri stålbelægning på indersiden af gryden. Kobber og stål tilsammen gør, at gryderne og panderne har fremragende varmeledningsegenskaber, er virkelig gode at lave mad i og er nemme at vedligeholde.

Det kommer an på, hvad du skal stege. Jernpander og støbejernspander er uomgængelige, hvis du skal stege kød, fjerkræ og grønt med stegeskorpe. Disse pander kan afgive høj varme, som emnet man steger så får glæde af. Problemer kan opstå ved emner som indeholder stivelse, f.eks. æg, ris og kartofler, eller ved lave temperaturer. Således slipper et spejlæg fint på en jernpande, mens en æggekage nogle gange kan sætte sig fast. Vores anbefaling er at købe en pande med non-stick belægning som supplement til jernpanden eller støbejernspanden.

Gør sådan her, når du skal rengøre stegepander eller gryder af jern, pladejern, støbejern og aluminium: Efter brug køles panden eller gryden af, og overskydende fedt fjernes med køkkenrulle. Herefter vaskes den med varmt vand uden brug af sæbe, og tørres grundigt af. Undgå så vidt muligt at bruge ståluld eller rensemidler indvendigt, da det kan fjerne den 'fedtede' overflade, der er med til at forbedre pandens eller grydens stegeegenskaber. Affedtes en jernpande eller jerngryde kan det desuden medføre, at den begynder at ruste. Efter vask kan du med fordel bruge køkkenrulle eller en klud til aftørring – så undgår du at få fedtede viskestykker. Pander og gryder af jern, pladejern, støbejern og aluminium tåler generelt ikke opvaskemaskine og må aldrig stå i blød.

Det forholder sig en smule anderledes, hvis panden eller gryden er fremstillet af rustfrit stål. Rustfrit stål tåler nemlig opvaskemaskine, men vi anbefaler alligevel at vaske op i varmt vand og benytte en hård børste, svamp og evt. ståluld. Vaskes gryden eller panden i hånden, er det vigtigt at være omhyggelig med at skrubbe madrester og skylle sæbe grundigt af, da begge dele kan få ting til at hænge fast ved næste brug, samt forårsage pletter i bunden. Husk, at det er vandet der rengør, og sæben der affedter.