KOKs testpanel: Test af gastronomisk værktøj
Aktuel test: Rugbrødsform uden belægning
KOKs testpanel er i færd med at undersøge, om non-stick belægning i en rugbrødsform overhovedet er nødvendig. For er belægning ikke bare en overflødig ting, som vi har vænnet os til, fordi vi ikke gider at smøre formen?
Tidligere tests
Om testpanelet
Vores mission her i verden er at formidle det bedste køkkenværktøj, udvalgt ud fra den bedste funktionalitet. Vi tester selv alle varer, der sælges i vores butikker, men da vi er fagidioter med et skarpt øje for detaljen, kan der være ting, vi ser anderledes på end den person, der rent faktisk skal bruge varen – uanset om de er begyndere eller professionelle.
Formålet med KOKs testpanel er, 2-4 gange om året, at undersøge brugerens oplevelse af et udvalgt produkt, så vi kan forbedre vores sortiment og især vores brugervejledninger. I sidste ende handler det om at hæve kvaliteten af køkkenværktøj.
Produktet, der skal testes, sendes til 10 eller 20 tilfældigt udvalgte medlemmer af testpanelet. Deltagerne bliver bedt om at afprøve varen og derefter udfylde et spørgeskema. Vi laver derefter vores egen, aldeles uvidenskabelige tolkning af resultaterne, som efterfølgende deles via vores hjemmeside og nyhedsbrev. Varen kan man beholde, når testperioden er slut.
Vi udfører to typer tests
Den brede test
Her deltager private kunder, der selv har meldt sig som testere. Denne type test involverer typisk relativt billige produkter, som f.eks. en tyndskræller, tomatkniv eller pande.
Den smalle test
Her beder vi professionelle kunder, såsom fagfolk, kokke og restauranter, om at teste en vare. Det vil typisk være dyrere produkter, som f.eks. maskiner.
Bemærk
Besvarelser og bedømmelser kan blive offentliggjort på vores hjemmeside med nævnelse af deltagerens fornavn. Man behøver kun at tilmelde sig én gang, og det er gratis at være med i testpanelet. Du kan altid melde dig ud igen ved at kontakte Kunst og Køkkentøj eller via de mails, vi sender til medlemmerne.