TESTPANEL
Test af tyndskræller
En tyndskræller med 25 år på bagen
Vores testpanel skulle i sommeren 2019 teste den klassiske tyndskræller med tværstillet vippeblad, som vi har solgt i mere end 25 år. Vi mente selv, at den var fremragende, men to årtier er lang tid og selvom vi sælger mange af dem og aldrig har fået klager, så er det jo ikke sikkert tyndskrælleren var så god, som vi selv gik og troede.
I juli måned udtrak vi 20 deltagere blandt alle medlemmer af testpanelet, som hver fik tilsendt en tyndskræller til test i eget køkken. Efter sommerferien tilsendtes de 20 deltagere et spørgeskema, hvor de råt for usødet kunne fortælle om deres erfaringer med tyndskrælleren – som de selvfølgelig kunne beholde eller smide ud, efter egen vurdering.
Vores konklusion på testen
Så kom vi i hus med vores første test. Vi har lært meget, både om at lave test og om tyndskrælleren.
Om tyndskrælleren konkluderer vi, at den generelt fungerer godt. Men ud fra de mange kommentarer vi modtog – som faktisk er dem, vi har lært mest af – kan vi se, at vi ikke har været gode nok til at fortælle at denne tyndskræller er bedst til aflange grøntsager.
Vi mangler også at komme med lidt flere tips til hvordan man bruger tyndskrælleren. F.eks. skal man passe på ikke at holde den for stejlt ind mod emnet man skræller, da den ellers tenderer til at 'glide' hen over grøntsagen, i stedet for at skrælle den.
Vi har opdateret produktteksten på hjemmesiden, så der nu er tips om brug og anbefalinger til hvorfor man skal vælge denne model af tyndskræller, fremfor de andre vi fører.
Ud fra testen konkluderer vi også, at vi skal på jagt efter en tyndskræller, som man holder bedre på. Den vil stensikkert være dyrere, men nu er det jo ikke så store beløb der er tale om – og måske skal vi føre begge modeller i vores butikker.
Nedenfor kan du se svarene fra testen, og til sidst finder du en grafisk fremstilling af både spørgsmål og svar.
Tak for hjælpen til vores testpiloter!
Hilsen fra Kunst og Køkkentøj
Testpanelet: Råt for usødet
Er der noget ved tyndskrælleren der undrer dig, eller har du kommentarer til testen?
– Nej, den var helt fin.
– Jeg synes, at metalskæftet glider, når mine fingre er våde, så jeg svøbte almindelige gummielastikker rundt om skæftet – så fungerede det meget fint til mig.
– Buen til f.eks. øjne på kartofler burde være lidt mindre og bue lidt ud af da man kan have svært ved at få hul med den. Hvis den buer eller drejes bare lidt så vil det lette denne proces :-)
– Den er utrolig skarp, men glider ligesom af uden at tage fat indimellem - muligvis fordi den skræller så tyndt..? Jeg må erkende, at jeg tenderer til at bruge een af vores andre tyndskrællere nu. Dog koster de også 4-5 x så meget, så set i det lys, får man meget for pengene i denne.
– Arbejder tit med tyndskræller men vil foretrække en der skræller tyndere.
– Modellen er svær at bruge, når man har lange negle man kan ikke få ordentligt fat i grebet. Til fine skrælninger f.eks. til pynt fungerer den fint og efter hensigten, men som almindelige skræller til f.eks. kartoffelskræl er den ikke god. Det vil kræve 2 forskellige skrællere til en almindelige husholdning.
– Nej, men jeg bruger også ind imellem den klassiske kartoffelskræller fra Rådvad/Fiskars. Så jeg har 2 typer skrællere i skuffen. Tyndskrælleren er bestemt et alsidigt topværktøj til en billig penge, men rosentræ er jo smukt at se på og røre ved ;)
– God til prisen, men lidt "for billig" :)
– Jeg har primært anvendt tyndskrælleren til Parmigiano og Pecorino - hvor den er perfekt.... TAK.
– Jeg er rigtig glad for at have deltaget. Det har været en fornøjelse at teste tyndskrælleren. Den har fungeret som den skulle, og ville også købe en ny hvis den anden går i stykker. Jeg mener at det er en rigtig god pris for den.
– Kun at den skræller lidt for tyndt, men virkelig lækker at holde.
– Jeg opdager først ved testen at den lille bøjle var til at fjerne øjne i kartofler med. Smart feature som jeg aldrig selv havde tænkt. Skrælleren er god når man holder den i rette vinkel, men jeg synes aldrig jeg fik et godt arbejdsflow med den.
– Nem og god at bruge til større grønsager som er regelmæssige i størrelsen og facon. Knap så egnet til mindre grønsager, hvor man mangler noget at holde ved for at undgå og at skrælle sine fingre. Har ikke prøvet at skrælle grønsager med hårdere/tykkere skrald, så der ved jeg ikke om den eventuelt skræller for tyndt. Ellers er det positivt, at den skræller tyndt, så der går mindre til spilde. Bliver grim af at komme i opvaskeren.
– Jeg kunne godt have brugt en model, der var bredere, da jeg oplevede, at spidserne på siderne af håndtaget kom til at skære sig ind i rodfrugter, når disse var store.
Spørgsmål og svar fra testen
Tyndskrællere
Testpanel