Pande, pladejern, de Buyer Ø 18 - 30 cm

  • Fri fragt til GLS PakkeShop ved 500 kr.
  • Butikker i København og Aarhus
  • 1-2 hverdages levering

Produktdetaljer

Den runde jernpande fra de Buyer er robust konstrueret, nærmest uopslidelig, og ideel til at stege og brune kød, fisk, fjerkræ og grøntsager. Panden er fremstillet af kulstofstål uden overfladebehandling eller belægning. Over tid bliver den mørkere, når jernet mættes med olie og fedtstof, hvilket skaber en naturlig non-stick overflade.

  • Kan bruges på alle varmekilder, inkl. gas og induktion
  • Har et langt, solidt nittet håndtag
  • Tåler metalredskaber
  • Skal vaskes i hånden uden opvaskemiddel

På siden her fås panden i størrelser fra Ø 18 til Ø 30 cm. Se de større pander i denne serie.

Jernpanden tåler så høj temperatur, at du kan opnå den såkaldte "Maillard-reaktion" ved 140-165 °C, hvor f.eks. kød får en optimalt karamelliseret stegeskorpe. Hvis panden er godt stegt ind, slipper det meste, men visse ting kan alligevel sætte sig fast. Dette gælder især fødevarer med højt stivelsesindhold, som ris og kartofler, eller ved stegning ved lav temperatur. Således slipper et spejlæg fint, mens en æggekage nogle gange kan sætte sig fast. Undgå sure fødevarer som tomater og citron, da syren kan reagere med jernet og give maden en metallisk smag. Som supplement anbefaler vi en pande i rustfrit stål eller med belægning.

Velegnet til alle blus, men kræver forsigtig opvarmning
Panden kan bruges på alle komfurtyper, herunder gas, induktion, keramisk og masseplader. Dog er det vigtigt at være opmærksom på, at panden er fremstillet ved at presse en kraftig jernplade under stort tryk. Denne konstruktion gør den følsom over for hurtige temperaturændringer. Ved kraftig opvarmning eller hurtig nedkøling kan jernet reagere med spændinger, hvilket kan få panden til at slå sig og blive skæv i bunden. Dette er især en udfordring på induktionskomfurer, hvor en ujævn bund kan forhindre panden i at stå stabilt. På keramiske komfurer og masseplader kan det desuden reducere pandens evne til at fange varmen effektivt. Bemærk, at nogle induktionskomfurer kræver fuld kontakt mellem panden og kogepladen for at aktivere blusset.

Sådan undgår du, at panden slår sig
For at undgå problemer med en skæv bund skal panden varmes langsomt op og køles langsomt ned. Undgå boost-funktioner på induktion, og skru gradvist op for varmen på gas og andre komfurer. Sørg også for, at panden får tid til at køle af efter brug, inden du rengør den.

Skal steges ind før brug
Før første brug skal panden steges ind i olie. Dette kaldes også "indsmøring" eller "seasoning". Processen går ud på at påføre et tyndt lag olie på panden og opvarme den, så olien polymeriserer og danner en beskyttende belægning på overfladen. Belægningen beskytter mod rust og giver panden de særlige non-stick egenskaber.

Sådan gør du:

  1. Vælg en raffineret solsikke- eller vindruekerneolie (undgå olivenolie, som fedter).
  2. Smør indersiden af panden med et tyndt lag olie.
  3. Varm panden op på et blus ved middel varme i 15-20 minutter, så olien trænger ind i de mikroskopiske huller i jernet.
  4. Sørg for, at olien ikke bliver så varm, at den begynder at ryge.
  5. Afkøl panden, hæld overskydende olie af, og aftør grundigt med køkkenrulle.

Gentag processen 1-2 gange månedligt for at bevare pandens slippeevne.

Blus

  • Induktion: Ja, undgå boost-funktion
  • Gaskomfur: Ja
  • Øvrige komfurer: Ja
  • Ovn: Ja, maks. 10 minutter ved højst 200 °C *

*Producenten anbefaler maksimalt 10 minutters brug i ovn på grund af håndtagets laminering, som kan tage skade ved længere tids eksponering for høj varme.

Bundens størrelse:

  • Pande Ø 18 cm → bund Ø 12 cm
  • Pande Ø 20 cm → bund Ø 14,5 cm
  • Pande Ø 22 cm → bund Ø 15 cm
  • Pande Ø 24 cm → bund Ø 17, 5 cm
  • Pande Ø 26 cm → bund Ø 18 cm
  • Pande Ø 28 cm → bund Ø 19,5 cm
  • Pande Ø 30 cm → bund Ø 21,5 cm

Materiale
Jern (kulstofstål).

Vedligehold
Efter brug køles panden af, og overskydende fedt fjernes med køkkenrulle. Herefter vaskes panden med varmt vand uden brug af sæbe, og tørres grundigt af. Undgå så vidt muligt at bruge ståluld eller rensemidler indvendigt i panden da det kan fjerne den indstegte overflade, der er med til at forbedre pandens stegeegenskaber. Affedtes panden kan det desuden medføre, at den begynder at ruste. Efter vask kan man med fordel bruge køkkenrulle eller en klud til aftørring af panden – så undgår man at få fedtede viskestykker. Panden tåler ikke opvaskemaskine og må aldrig stå i blød.

Forskellen på Carbone Plus og Mineral B jernpander
Panderne på denne side er fra serien Carbone Plus, og de er konstruktionsmæssigt magen til de pander, der hedder Mineral B, som vi ikke forhandler. Panderne i Mineral B-serien er nemlig noget dyrere, da de er smurt ind i bivoks. Denne behandling skal forhindre rustdannelse under transport og ved opbevaring på lager, samt gøre det nemmere at stege panderne ind. Vi mener dog ikke, at forskellen på de to serier er den højere pris værd. Vores lager er vores butikker, hvor panderne står tørt og varmt, og steger du panden ind efter vores vejledning, er der ikke behov for en indledende behandling fra fabrikkens side. Vi anbefaler derfor panderne i Carbone Plus-serien.


Testpanel
KOKs testpanel har testet jernpanden. Sara Luna fra testpanelet mente bl.a.:

"Det tager et stykke tid før panden er "klar til brug" uden at f.eks. et spejlæg sidder fast på panden. Derfor kan andre pander være nemmere at få i brug hurtigt."

Se testen her


Relaterede varer