De Buyers runde jernpande er robust konstrueret, nærmest uopslidelig, og ideel til at stege og brune kød, fisk, fjerkræ og grønt. Panden er fremstillet af kulstål uden overfladebehandling eller belægning. Over tid vil den blive mørk, når jernet mættes med olie og fedtstof, hvilket skaber en naturlig non-stick overflade. På siden her fås panden i størrelser fra Ø 18 til Ø 30 cm.
- Kan bruges på alle varmekilder, inkl. gas og induktion
- Har et langt, solidt nittet håndtag
- Tåler metalredskaber
- Skal vaskes i hånden, uden opvaskemiddel
Se de større pander i denne serie.
Panden tåler så høj temperatur, at du kan opnå den såkaldte "Maillard-reaktion" ved 140-165 °C, hvor f.eks. kød får en optimalt karamelliseret stegeskorpe. Hvis panden er godt stegt ind, så slipper det meste, men visse ting kan alligevel sætte sig fast. Problemer kan opstå ved emner som indeholder stivelse, f.eks. ris og kartofler, eller hvis du steger ved lav temperatur. Således slipper et spejlæg fint, mens en æggekage nogle gange kan sætte sig fast. Undgå sure fødevarer som tomat eller citron, da syren kan reagere med jernpandens overflade, og give en metallisk smag til maden. Vores anbefaling er at købe en pande i rustfrit stål eller med belægning som supplement.
Velegnet til alle blus, men undgå hurtig opvarmning
Panden kan bruges på alle komfurtyper, men da den er presset op af en tyk jernplade, kan der være spændinger i metallet, som udløses ved for kraftig opvarmning, eller for hurtig nedkøling. Dette kan bevirke, at panden slår sig og bliver skæv i bunden. En skæv pande er ikke noget problem på gas, men på induktionsblus kan det være irriterende, hvis panden ikke står ordentligt fast, og på keramisk komfur eller masseplader vil panden ikke kunne fange varmen ordentligt. Bemærk, at panden på visse induktionskomfurer skal have 100 % kontakt med kogepladen, for at blusset tænder.
Hvis du vil undgå, at panden slår sig, så lad den varme langsomt op og køle langsomt ned. Undgå derfor boost-funktion og lignende på induktion, og skru langsomt op for varmen på gas og andre komfurer. Lad den samtidig køle langsomt ned efter brug, inden den rengøres.
Skal steges ind før brug
Før panden tages i brug, skal den steges ind i olie. Dette kaldes også "indsmøring" eller "seasoning", og navnet dækker over en simpel proces, hvor du påfører et tyndt lag olie på panden og opvarmer den, så olien polymeriserer og danner en beskyttende belægning på pandens overflade. Denne belægning hjælper med at forhindre rust og giver panden de særlige non-stick egenskaber.
Gør sådan her:
Vælg en raffineret solsikke- eller vindruekerneolie (undgå olivenolie, som fedter for meget) når du skal indstege panden. Smør indersiden af panden med et tyndt lag olie, og varm den igennem på et blus ved middel varme i 15-20 minutter. Herved bliver olien tynd, og trænger ned i de mikroskopiske huller i pandens jernoverflade. Olien må på intet tidspunkt blive så varm, at den begynder at ryge, for så kan der gå ild i den! Når du ikke kan vente længere, skal panden afkøle, hvorefter du hælder eventuel overskydende olie af, og aftørrer den grundigt med køkkenrulle. Gentag denne proces ofte, f.eks. 1-2 gange månedligt, for bedste vedvarende slippeevne.
Blus:
Induktion: Ja, undgå boost-funktion
Gaskomfur: Ja
Øvrige komfurer: Ja
Ovn: Ja, maks. 10 min. ved højst 200 °C *
* Producenten anbefaler, at jernpanden med langt håndtag bruges i ovnen maksimalt 10 minutter ved højst 200 °C. Dette skyldes, at håndtaget er lamineret for at undgå rustdannelse, og at længere tids brug i ovn kan risikere at ødelægge lamineringen.
Bundens størrelse:
- Pande Ø 18 cm → bund Ø 12 cm
- Pande Ø 20 cm → bund Ø 14,5 cm
- Pande Ø 22 cm → bund Ø 15 cm
- Pande Ø 24 cm → bund Ø 17, 5 cm
- Pande Ø 26 cm → bund Ø 18 cm
- Pande Ø 28 cm → bund Ø 19,5 cm
- Pande Ø 30 cm → bund Ø 21,5 cm
Materiale
Jern (carbonstål/kulstål).
Vedligehold
Efter brug køles panden af, og overskydende fedt fjernes med køkkenrulle. Herefter vaskes panden med varmt vand uden brug af sæbe, og tørres grundigt af. Undgå så vidt muligt at bruge ståluld eller rensemidler indvendigt i panden da det kan fjerne den 'fedtede' overflade, der er med til at forbedre pandens stegeegenskaber. Affedtes panden kan det desuden medføre, at den begynder at ruste. Efter vask kan man med fordel bruge køkkenrulle eller en klud til aftørring af panden – så undgår man at få fedtede viskestykker. Panden tåler ikke opvaskemaskine og må aldrig stå i blød.
Forskellen på Carbone Plus og Mineral B jernpander
Panderne på denne side er fra serien Carbone Plus, og de er konstruktionsmæssigt magen til de pander, der hedder Mineral B, som vi ikke forhandler. Panderne i Mineral B-serien er nemlig noget dyrere, da de er smurt ind i bivoks. Denne behandling skal forhindre rustdannelse under transport og ved opbevaring på lager, samt gøre det nemmere at stege panderne ind. Vi mener dog ikke, at forskellen på de to serier er den højere pris værd. Vores lager er vores butikker, hvor panderne står tørt og varmt, og steger du panden ind efter vores vejledning, er der ikke behov for en indledende behandling fra fabrikkens side. Vi anbefaler derfor panderne i Carbone Plus-serien.
Testpanel
KOKs testpanel har testet jernpanden. Sara Luna fra testpanelet mente bl.a.:
"Det tager et stykke tid før panden er "klar til brug" uden at f.eks. et spejlæg sidder fast på panden. Derfor kan andre pander være nemmere at få i brug hurtigt."
Se testen her