Vaniljekranse med sprøjtepose og tylle
Sådan laver du vaniljekranse med sprøjtepose og stjernetylle
Udstyr til opgaven
Sprøjtepose i bomuld, stjernetylle, røremaskine eller røreskål, bagemåtte i silikone, dejskraber med skeform.
Se forslag til udstyr længere nede på denne side.
Vaniljekranse kan også laves på en kødhakker, der er monteret med en særlig kageforsats. Nedenstående fremgangsmåde erstatter dog kødhakkeren med en sprøjtepose og en stjernetylle.
Fremgangsmåde
Find din yndlingsopskrift på vaniljekranse (som bør involvere vaniljestænger). Begynd derfor med at skrabe vaniljekornene ud af en vaniljestang, og fordel kornene i en lille bunke sukker. Kom alle ingredienser i en røreskål og ælt dejen, enten i hånden eller på en røremaskine. Husk, at smørret skal være blødt, så den færdige dej er let at arbejde med.
Klip enden af en sprøjtepose, så den passer til en stjernetylle i str. 10. Fold en "krave" på sprøjteposen, så den er nem at holde, når du fylder den. Sæt tyllen i sprøjteposen indefra og fyld den færdige dej i posen. Vrid sprøjteposen foroven så massen ikke ryger ud af posen, og lav derpå et vrid mere, ca. 15 cm fra tyllen. Så kan du lettere sprøjte dejen ensartet ud.
Sæt dejen af på et stykke bagepapir eller en silikonemåtte. Bag vaniljekransene i ovnen til de er brune. Lad kagerne afkøle på bagepladen (rør dem ikke endnu, for de er stadig bløde).
Husk at teste en enkelt eller to, når de ikke er for varme.